Kategorier
Whisky er den oprindelige skotske stavemåde
Whiskey stammer fra Irsk, hvor drikken bliver stavet med ey
Bourbon er en amerikansk-produceret whisky.
Whisky er i følge retskrivningsordbogen den eneste autoriserede måde at stave drikken på dansk.
Etymologisk stammer ordet "whisky" fra det walisiske ord med samme betydning: "wysgi". Navnet er afledt af det skotsk gæliske ord "uisge beatha" (livets vand).
Produktionen af whisky sker i egne med korn som afgrøde. Den bygger på øl. De første spor af destillerier går tilbage til det 13. århundredes Kina, hvor whisky blev betragtet som medicin, der kunne kurere alle sygdomme. Det blev her både indtaget og gnedet ind i huden.
Ankre med whisky på Auchentoshan Distillery.
Whisky fremstilles af fermenteret byg, rug, hvede eller majs, der destilleres. Maltwhisky er lavet af maltet byg.
Whisky er øl, der destilleres. Maltwhisky er typisk dobbeltdestilleret på kobberkedler. Whiskyen opbevares på fade "casks" af egetræ.
Grainwhisky er whisky destilleret kontinuerligt til høj alkoholstyrke på enten hvede eller majs – bruges til at blende med. Grain whisky har let krop og smag, men er ikke neutral, og den lagres på egefad i mindst tre år.
Ud over de traditionelle aftapninger fra destillerierne findes også "uafhængige aftapninger". Det er whiskykøbmænd, der køber et eller flere fade hos destillerierne og opbevarer dem og sælger dem, som de vil. Det er derfor et anderledes produkt end standardproduktet.
En whisky skal være på mindst 40% og mindst tre år gammel. Når den kommer fra fadet er den ofte på 50-60% Cask strength og fortyndes ofte til 42%-46%.
Under lagringen trænger væske – herunder alkohol – ud gennem porerne i træfadene. Denne del som udgør op til 1½-2½% årligt betegnet som angel's share (englenes andel). Udtrykket stammer fra cognac og armagnac-distrikterne.
Farven på whisky kan være justeret med karamel (E150), og whiskyen kan være koldfiltreret. Det vil sige, at den har været kølet ned for at fjerne urenheder. Koldfiltreringen blev indført efter at amerikanerne havde returneret whisky fordi de troede, at der var noget galt med whiskyen, der var uklar ved kølig opbevaring pga fortætning af olierne i whiskyen. En del af de stoffer, der frasorteres, er smagsstoffer (olier). Dvs. filtreringen fjerner en del af smagen. Derfor er mange begyndt at aftappe whiskyen uden koldfiltrering. For at undgå at whisky bliver uklar (cloudy) aftappes den ved højere alkoholprocent (46+ procent)
I dag fremstilles whisky især i Skotland, Irland, USA og Canada, men der fremstilles også whisky i andre lande som Japan, Indien, Pakistan, Sverige og Danmark.
Skotsk whisky opdeles i tre regioner:
Highland
Whiskyen er røget og fyldig; den varierer meget bl.a. pga. områdets uensartethed, alsidige fremstillingsmetode og materialevalg
Lowlands
Smager mindre røget, gæret og saltet end i de fem andre regioner
Speyside
Regionen gennemskæres af floden Spey som både giver navn til regionen og vand til destillerierne; whiskyen er fyldig og mildere. Speyside er også en del af Highland
Derudover findes der to lokaliteter i Highland
Islay
En lille ø ud for Skotlands vestkyst med otte destillerier. Whiskyen får en speciel mineralsk, røget og maltet smag
Campbeltown
Tidligere et primær distrikt, men med kun tre destillerier tilbage
Islands
Isle of Arran, Orkney, Mull, Jura og Skye ligner, men må ikke forveksles med Islay. Omtales ofte som en selvstændig region men er faktisk en del af Highland regionen
Irsk whiskey fremstilles i dag på få destillerier og er ofte destilleret tre gange.
Amerikansk whiskey fremstilles især på majs, og opdeles i flere typer (fx Bourbon)
Den første dansk distillerede whisky på markedet blev frigivet 8. maj 2009 af Jesper Paulsen, Bornholm. I marts 2010 frigav Bryghuset Braunsteins Edition no. 1, destilleret på Grønlandsk indlandsis i 2007. Stauning Whisky begyndte deres destillation i 2005, som de første i Danmark. Den 22. marts 2011 frigav de den første Rye, "Stauning Rye – First Impression" og "Stauning Rye – Second Opinion" fulgte et halvt år senere. I 2013 kom 6. udgave af deres Young Rye. Den 30. juni 2012 blev deres første single malt frigivet – i en røget og i en ikke-røget udgave. Der maltes årligt 50 tons korn og produktionen foregår ved dobbelt destillering på pot stills. Årligt produceres 50-75 fade svarende til 10-15.000 liter råsprit. Derudover har det danske distilleri Fary Lochan, som begyndte destillation i 2009, annonceret forventet frigivelse på deres single malt whiskyer i 2013-14. Ørbæk Bryggeri har fremstillet deres whisky Isle of Fionia siden 2007, med den førsste aftapning på markedet i 2012
"Smag kan ikke diskuteres", hedder det i et gammelt ordsprog. Mange har forsøgt at definere en god whisky på baggrund af smagssansen. I beskrivelsen er der desuden reference til duft af urter, blomster, frugter, tang, medicin, kemikalier og diverse andre dagligdags sanseindtryk.
Der er udbredt enighed om, at en god whisky skal være rund, men gerne med "bid" og kraftig eftersmag. Det opnås bl.a. ved lagring i en årrække. De fleste af de positivt omtalte produkter er mindst 12 år på aftapningstidpunktet. Der er dog en grænse for (40%), hvor gammel en whisky kan være på aftapningstidspunktet, idet alkoholprocenten bliver svagere i løbet af lagringen. Da en whisky ikke udvikler sig på flaske, har det kun historisk betydning, hvornår den er aftappet.
Følg os